Besøg i en anden verden

Var på besøg hos mit mellembarns legekammerats forældre i dag. Sød unge - skal huske til fødselsdage at han helst ikke må få vingummier.
Fik en kop kaffe i et så gennemført arabisk sofaarrangement i hvidt og sølv at jeg blev helt befibbet. Fik historien om familiens skæbne  fra Palæstina - (far)faderens sygdom og det udmattende i at møde hos ham til tolkning på sygehuset hver morgen, så han kunne tale med sine læger. Om familien i ind og udland. Hvordan de havde hjulpet med lejligheden. Om et barn der var dødt. Jeg ved nu mere  "personligt"om dem end jeg ved om mange af mine kollegaer,  jeg har arbejdet med i 10 år.  Fortalt over en kop kaffe og en amning af den yngste.
Jeg havde lyst til at sige tak og samtidig lidt skamfuld over at de forklarede mig alle disse ting. At de fandt det nødvendigt at præsentere så meget for en fremmed. Som om jeg skulle godkende det.

Jeg er ikke flygtet fra krig og vold, jeg har fået mulighed for at uddanne mig i 20 år, jeg bor i mit kulturelle hjemland. Mine vilkår er milevidt fra deres.
Alligevel slog det mig at ligheden var meget større end forskellen. Der var 3 børn i hurtig rækkefølge, det var hårdt men dejligt - der var ønsket om at de havde gode venner og gode interesser, at de fik en uddannelse og ikke kom til at ryge hash i på parkeringspladsen eller hænge i centeret. Prioritering af de penge man nu engang havde til noget der gav mening.
Et aspekt der altfor ofte bliver glemt i debatten om flygtninge. Det er mennesker der har truffet svære og smertefulde valg for at sikre det som er essensen i de flestes liv - familien - på godt og ondt.
Det må vi fandme aldrig glemme.

Livet i midten

Livet i midten var lige umiddelbart den bedste titel jeg kunne finde, for der hvor jeg er og hvad jeg gerne vil skrive om.

Midt i livet, midt i landet, midt i et smørhul, midt i karrieren, midt i kærligheden?

Jeg har en sød mand, tre smukke og objektivt set helt almindelige unger på 5,7 og 9 år, et spændende job, et dejligt hus, et større antal dyr, et godt helbred og en god familie. Jeg er med andre ord hamrende privilegeret og det ved jeg godt det meste af tiden.
Den anden del af tiden syntes jeg det er et helvedes mas at holde sådant et cirkus flydende og overvejer om det ikke var bedre, at jeg havde fulgt den oprindelige plan og var blevet barfodsjournalist i Guinea.


Jeg skal være meget for mange de fleste af døgnets timer og sådan har jeg valgt det. Jeg var enormt lettet over at opdage, at det at få børn betød at man kom ud af sit eget hoved en stund. At jeg kunne koncentrere sig om andet end mig,mig,mig. Jeg ved ikke rigtig længere hvem denne mig er nu, - måske finder jeg ud af det en dag.

Så denne her blog kommer til at handle om livet set fra midten.