Var på besøg hos mit mellembarns legekammerats forældre i dag. Sød unge - skal huske til fødselsdage at han helst ikke må få vingummier.
Fik en kop kaffe i et så gennemført arabisk sofaarrangement i hvidt og sølv at jeg blev helt befibbet. Fik historien om familiens skæbne fra Palæstina - (far)faderens sygdom og det udmattende i at møde hos ham til tolkning på sygehuset hver morgen, så han kunne tale med sine læger. Om familien i ind og udland. Hvordan de havde hjulpet med lejligheden. Om et barn der var dødt. Jeg ved nu mere "personligt"om dem end jeg ved om mange af mine kollegaer, jeg har arbejdet med i 10 år. Fortalt over en kop kaffe og en amning af den yngste.
Jeg havde lyst til at sige tak og samtidig lidt skamfuld over at de forklarede mig alle disse ting. At de fandt det nødvendigt at præsentere så meget for en fremmed. Som om jeg skulle godkende det.
Jeg er ikke flygtet fra krig og vold, jeg har fået mulighed for at uddanne mig i 20 år, jeg bor i mit kulturelle hjemland. Mine vilkår er milevidt fra deres.
Alligevel slog det mig at ligheden var meget større end forskellen. Der var 3 børn i hurtig rækkefølge, det var hårdt men dejligt - der var ønsket om at de havde gode venner og gode interesser, at de fik en uddannelse og ikke kom til at ryge hash i på parkeringspladsen eller hænge i centeret. Prioritering af de penge man nu engang havde til noget der gav mening.
Et aspekt der altfor ofte bliver glemt i debatten om flygtninge. Det er mennesker der har truffet svære og smertefulde valg for at sikre det som er essensen i de flestes liv - familien - på godt og ondt.
Det må vi fandme aldrig glemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar